Vildmosemuseets julestue
Lørdag d. 1. dec. og søndag d. 2. dec. - begge dage kl. 11 - 16
"Jul i gamle dage"
![]() |
![]() |
|
| >> Tilbage til Arrangementer >> Se flere billeder |
>> Tilbage til Arrangementer >> Se flere billede |
Kaffemøllen snurrer og duften af
- friskmalet Kaffe,
- komfurbagte æbleskiver
- nybrygget Juleøl
breder sig den kommende weekend på Vildmosemuseet
Traditionen tro arrangeres der igen i år julestue den første weekend i december – begge dage er museet åbent fra kl. 11 – 16.
Juletræet og stuerne er pyntet som ”i gamle dage”.
Der arrangeres klippebord og således mulighed for at hygge sig med at klippe-klistre og kreere julepynt efter de gamle skabeloner.
Æbleskiver hørte også julen til, så der tændes naturligvis op i brændekomfuret, hvor der bages æbleskiver efter en gammel opskrift – og som kan købes og nydes sammen med den friskmalede kaffe m.m. Tidligere var det netop skik og brug, at der blev bagt æbleskiver i stakkevis, såvel til måltider hele julen, men også som gave til tjenestepiger og karle – en slags ”julerente”.
Fra museets købmandsbutik kan der købes friskmalet kaffe. En kaffemølle fra o. 1930, som oprindeligt stammer fra købmand Arne Andersen, Ø. Hjermitslev, er renoveret og fremtryller duften fra de friske bønner, der velvilligt leveres af Kristian Jepsen ”Vinspecialisten”.
I købmandsbutikken kan der desuden købes lidt sødt til julen, nemlig bolcher og kandis. Her er også bøger, klippeark, glansbilleder og træ-legetøj - og muligt at finde sig en julegave eller gaver til pakkespil såvel til ”store som små”.
Der bliver traditionen tro smagsprøver af hjemmebrygget ”Nisseøl”, brygningen har stået på i tre uger, efter Bryggeriet Brønderslevhus’ opskrift – og med kyndig bistand af forhenværende brygger Kr. Krogh.
I laden arrangeres igen i år arbejdende værksted, bl.a. med julepynt i pileflet, julekort og kurve - og her er i det hele taget mange forskellige gaveideer – også til den kolde tid – i strik, hækling og knytning.
Og for at skabe den helt rette julestemning underholder Erling Holmgaard med sin harmonika.
Vildmosemuseet byder hermed velkommen til årets sidste arrangement, hvor der for øvrigt er gratis adgang for alle.


